En udfordring, ikke en tragedie

 

Faktisk skal der tales om tegnene på handicap, i flertal. For det er lige så vanskeligt at høre nyheden om sit barns handicap, som det er følsomt at fortælle det til familien og nære venner.  

Nyheden om handicap er en eksplosion i en forældres liv, den stiller dine overbevisninger på prøve og vender dine følelser op og ned. Vi er invaderet af angst over det ukendte i bedste fald, ofte med negative forestillinger, eller begge dele samtidigt. Det er let at forstå, hvor vigtigt det er med støtte fra professionelle, der kan svare på vores spørgsmål med ærlighed og følsomhed. Der er ingen grund til at forestille sig for meget på forhånd. Vi kan slet ikke forestille os, hvor voldsomt det kan være for forældre til en nyfødt i handicap, at blive konfronteret med, hvad der måske vil være livet som voksen for deres baby. Vi behøver ikke at høre om beskyttet arbejde eller ophold for voksne, men snarere at blive beroliget, opmuntret og støttet i de umiddelbare problemer. Og vi har især brug for tid til at fordøje, hvad der sker, og til at tilpasse os vores nye virkelighed.

For vores vedkommende blev diagnosen stillet ved fødslen. Jeg vil måske chokere mange, men jeg er lettet over ikke at skulle vælge.  

For mig har handicap et ansigt, et ansigt, jeg elsker, og jeg kan ikke forestille mig mit liv eller min familie uden det.

Derimod har vi kunnet vælge at være lykkelige med og på trods af handicap. Det er et egoistisk og generøst valg på én gang. Egoistisk, fordi man tænker på sin egen lykke, og generøst, fordi det uundgåeligt indebærer et vis opgivelse. Under alle omstændigheder, når barnet er der, er det eneste spørgsmål